Tilknytningsmønstre – hvorfor vi reagerer, som vi gør i nære relationer
Nogle mennesker bliver urolige, når en partner trækker sig lidt væk.
Andre får mest lyst til selv at trække sig, når nogen kommer for tæt på.
Nogle har forholdsvis let ved både nærhed og afstand.
Og andre kan længes intenst efter nærhed og samtidig blive utrygge, når de får den.
Hvorfor reagerer vi så forskelligt?
En del af forklaringen kan findes i vores tilknytningsmønstre – de måder, vi har lært at søge tryghed, håndtere afstand og være tæt på andre mennesker.
Hvad er et tilknytningsmønster?
Tilknytningsteorien blev oprindeligt udviklet af den britiske psykiater John Bowlby og senere videreudviklet gennem blandt andre Mary Ainsworths forskning.
Grundtanken er enkel:
Som børn er vi afhængige af vores omsorgspersoner.
Vi lærer derfor tidligt noget om, hvad der sker, når vi søger nærhed, trøst og hjælp.
Bliver vi mødt?
Er andre mennesker tilgængelige?
Kan vi stole på, at de kommer tilbage?
Disse erfaringer kan være med til at forme vores forventninger til nære relationer senere i livet.
Men et tilknytningsmønster er ikke en diagnose eller en fast identitet. Vi kan reagere forskelligt i forskellige relationer, og vores mønstre kan ændre sig gennem livet.
De fire tilknytningsmønstre
Tilknytning bliver ofte beskrevet gennem fire overordnede mønstre.
1. Tryg tilknytning
Ved et trygt tilknytningsmønster føles nærhed grundlæggende sikkert.
Man kan typisk både være tæt på et andet menneske og samtidig bevare sin selvstændighed.
Det betyder ikke, at man aldrig bliver jaloux, usikker eller bange for at miste.
Men man har ofte lettere ved at tænke:
Vi kan tale om det.
Man forventer grundlæggende, at relationer kan rumme både nærhed, uenighed og perioder med afstand.
2. Ængstelig tilknytning
Ved et ængsteligt tilknytningsmønster kan afstand hurtigt skabe uro.
En besked, der ikke bliver besvaret.
En partner, der virker anderledes.
En ændring i tonefaldet.
Små signaler kan få stor betydning.
Man kan begynde at tænke:
Er der noget galt?
Har jeg gjort noget?
Er personen ved at forlade mig?
Det kan føre til et stort behov for bekræftelse og nærhed.
Ikke nødvendigvis fordi relationen faktisk er i fare, men fordi usikkerheden i sig selv er svær at være i.
3. Undgående tilknytning
Ved et undgående tilknytningsmønster kan det modsatte ske.
Når relationen bliver meget tæt eller følelsesmæssigt intens, opstår der et behov for afstand.
Man kan have lært at klare ting selv og føle sig mest tryg, når man ikke er afhængig af andre.
Derfor kan konflikter, følelsesmæssige samtaler eller andres behov for nærhed føles overvældende.
Hvor den ængstelige reaktion ofte siger:
Kom tættere på.
kan den undgående reaktion sige:
Jeg har brug for plads.
4. Desorganiseret tilknytning
Det desorganiserede mønster kan rumme elementer af både ængstelig og undgående tilknytning.
Man kan længes efter nærhed – og samtidig blive utryg ved den.
Det kan skabe en vanskelig indre konflikt:
Jeg har brug for dig.
og samtidig:
Det føles ikke sikkert at have brug for dig.
Derfor kan man skifte mellem at søge nærhed og trække sig væk.
Når to mønstre møder hinanden
Noget af det mest interessante ved tilknytning opstår mellem mennesker.
Forestil dig en person med et mere ængsteligt mønster og en person med et mere undgående.
Den ene mærker afstand og søger mere kontakt.
Den anden mærker presset og søger mere afstand.
Jo mere den ene kommer tættere på, desto mere trækker den anden sig.
Og jo mere den anden trækker sig, desto mere urolig bliver den første.
Begge forsøger egentlig at skabe tryghed.
De gør det bare på modsatte måder.
Det kan skabe en cirkel, hvor begge menneskers beskyttelsesstrategier kommer til at forstærke den andens.
Du er ikke dit tilknytningsmønster
Det er måske det vigtigste at forstå.
Tilknytningsmønstre er ikke fire kasser, mennesker kan sorteres ned i.
Du er ikke “en ængstelig” eller “en undgående”.
Tænk hellere på mønstrene som strategier, der kan blive aktiveret i bestemte situationer og relationer.
Du kan føle dig meget tryg sammen med ét menneske og langt mere usikker sammen med et andet.
Og mønstre kan ændre sig.
Gode relationer, nye erfaringer, selvindsigt og terapi kan alle være med til at skabe større tryghed.
Prøv at blive nysgerrig i stedet for at dømme
Viden om tilknytning bliver mest interessant, når den ikke bruges til at sætte etiketter på os selv eller andre.
I stedet kan vi spørge:
Hvad sker der med mig, når jeg føler mig utryg i en relation?
Søger jeg mere kontakt?
Trækker jeg mig?
Begynder jeg at analysere den anden?
Lukker jeg ned?
Forsøger jeg at løse problemet med det samme?
Det er ofte dér, vores mønstre bliver synlige.
Og når vi først kan se dem, får vi også mulighed for at reagere anderledes.
Fra automatisk reaktion til bevidst valg
Målet er ikke at blive et menneske, der aldrig bliver utrygt.
Nære relationer gør os sårbare.
Det er en del af deres betydning.
Men vi kan blive bedre til at opdage:
Nu er der noget i mig, der bliver bange.
I stedet for straks at handle på følelsen kan vi undersøge den.
Hvad ved jeg faktisk?
Hvad forestiller jeg mig?
Hvad har jeg brug for?
Kan jeg sige det højt uden at angribe eller trække mig?
Det lille mellemrum mellem følelsen og reaktionen kan gøre en stor forskel.
Hvad kan vi tage med os i dag?
Vores reaktioner i relationer opstår ikke ud af ingenting.
Ofte forsøger de at skabe tryghed.
Når vi begynder at forstå vores egne mønstre, behøver vi ikke længere automatisk følge dem.
Vi kan stoppe op, blive nysgerrige og måske vælge noget andet.
Et spørgsmål til refleksion:
Hvad gør du typisk, når du bliver usikker på, om et menneske, du holder af, stadig er der for dig?
